Wallets til opbevaring af bitcoin og kryptovaluta

Kryptovaluta sikkerhed
Hvad er en bitcoin wallet?

Førend du kan købe Bitcoins skal du opsætte din egen personlige wallet. En wallet kan direkte sammenlignes med f.eks netbank. Det er en digital pung, hvor dine Bitcoins eller sågar andre kryptovalutaer bliver opbevaret. Der findes i flere forskellige typer af wallets. Nogle kan kun indeholde en enkelt slags kryptovaluta, som f.eks bitcoin eller ethereum, mens andre kan indeholde mange forskellige kryptovaluta.

Hvordan fungerer en wallet?

En Bitcoin wallet sørger helt overordnet for at opbevare to forskellige former for nøgler: Det man kalder ‘public key’ (offentlig nøgle) samt den ‘private key’ (private nøgle). Når du henholdsvis modtager eller sender Bitcoins, er det disse nøgler, som bliver brugt. Som det fremgår af navnet, så bruges den offentlige nøgle til at modtage Bitcoins og den private nøgle anvendes til at sende Bitcoins.

Offentlig nøgle og Bitcoin adresse

Den offentlige nøgle kendetegnes ved at være Bitcoin adressen og det er denne adresse, som du skal oplyse, når du køber Bitcoins eller andre skal sende dig Bitcoins. Grundlæggende fungerer den på samme måde, som når du oplyser dit reg. nr og konto nr, når du skal have tilsendt penge til din bankkonto. Der er som sådan intet hemmeligt over din offentlige nøgle, da denne ikke kan anvendes til at sende Bitcoins fra din wallet – men udelukkende benyttes til at modtage Bitcoins til din wallet.

Private nøgle

Den private nøgle skal man derimod ikke dele ud af. Det er det samme som at give adgang til dine bitcoins/kryptovaluta. Den fungerer stik modsat din offentlige nøgle. Det vil sige, at man kan sende samt hæve hele ens Bitcoin-beholdning, hvis man har en given privat nøgle. Så man skal helt undgå at dele ens private nøgle. Får andre fat i din private nøgle er du blevet hacket, og din Bitcoin wallet vil blive tømt.. Dette vil oftest ske, helt uden, at du ligger mærke til det. Din private nøgle vil oftest være usynlig for dig – oftest i tilfælde, hvor du anvender en mere brugervenlig wallet. Det gør, at du ikke skal forholde dig til, at holde din private nøgle væk fra ubudne gæster. Det vil din wallet sørge for. I mindre brugervenlige, men oftest mere sikre wallets vil din private nøgle være synlig for dig. Det gør ikke, at du nødvendigvis skal forholde dig til den, men du har mulighed for at tilgå denne, såfremt du ønsker det.

Hvis du mister din private nøgle, er dine Bitcoins tabt for evigt og det er ikke muligt at genskabe dem. Hvis nogen får fat i den private nøgle, kan de stjæle dine Bitcoins. Hvis du sender Bitcoins til en ikke-eksisterende adresse, er dine Bitcoins tabt for evigt.

Tag backup af ‘seed’ og ‘private key’

Under oprettelsen af en wallet, vil der fremkomme 12 tilfældige ord. Dette er bevis på at du ejer en bestemt wallet og den kan genskabes i en wallet, på en anden mobiltelefon eller PC. Så det er meget vigtigt at få noteret de 12 ord. Lad være med at tage screenshot, men skriv ordene ned fysisk på et stykke papir. Hvis du gemmer et screenshot på en online storage service som f.eks Google Drive (eller bare på din tlf), er der risiko for at blive hacket.

Opret 2 wallets

Når du skal i gang med at handle med kryptovaluta, er det en god idé at oprette to wallets til dine bitcoins/kryptovaluta. Så kan du bruge den ene wallet til at opbevare din hovedbeholdning af kryptovaluta, og den anden til at flytte kryptovaluta mellem de forskellige kryptovaluta exchanges (børser). Så udsætter du ikke din hovedbeholdning for fare.

Virker det en anelse uoverskueligt, skal du tænke på, at du nu er din egen bank. Du har selv ansvar for backup og ikke mindst, at du sender din kryptovaluta til de korrekte adresser. Hvis du er i tvivl, kan du evt. sende et lille beløb som en test, til at starte med. Når overførslen går igennem, så ved du, at det er korrekt, og så kan du sende resten samme vej. Wallets findes i mange forskellige ’former’, hvilket du kan se herunder:

Hardware Wallet

En hardware wallet sidder i din computer via et usb-stik og er meget sikker. Når du tager den ud af computeren, er den offline og dermed sikret mod angreb (men jo ikke tyveri, så opbevar den sikkert). Du skal bekræfte på selve hardware wallet’en, inden du sender (sælger) din kryptovaluta videre. Du kan selvfølgelig også modtage kryptovaluta. Ledger Nano S hardware wallet og Trezor hardware wallet, som vi anbefaler dig at bruge her på siden, er eksempler på hardware wallets. En hardware wallet er beskyttet af 24 ord (dette kaldes et ‘seed’ og er normalt på 12 ord i andre konventionelle wallets), som du skal skrive ned og gemme. Skulle du miste din hardware wallet, kan du bare købe en ny og genskabe din wallet ved at indtaste de samme 24 ord.

Børs (exchange) Wallet

Børs wallet er den pung, du har hos den børs, hvor du køber og sælger din kryptovaluta. Man kunne også kalde den en form for konto som i en bank. Børsen holder din private key til din valuta og dermed også kontrollen over din konto – igen: lidt ligesom i banken. Selve kryptovalutaens blockchain kan ikke hackes eller lukkes ned, men det kan børsens hjemmeside godt. Så selvom løsningen kan virke nem og bekvem, er det måske en god ide at overveje en mere sikker og privat løsning.

Desktop Wallet

Desktop wallet er et program, du installerer på din computer – på linje med Word eller Outlook. Men den er også forbundet med nettet og dermed potentielt sårbar overfor hacking eller phising. Der findes mange forskellige desktop wallets, der ligesom andre programmer varierer i brugervenlighed, sikkerhed og hastighed.

En desktop wallet skal synkronisere med den blockchain, som ligger bag den kryptovaluta, du har. Det betyder, at den downloader alt, hvad der er foregået på blockchainen siden du sidst var online med den. Det kan tage tid, men er nødvendigt. Vælger du at bruge en web wallet, skal du sørge for at holde din computer opdateret for at have det højest mulige sikkerhedsniveau – og at du bruger unikke og sikre passwords. En populær web wallet er jaxx, som kan rumme 8 forskellige kryptovalutaer, bl.a. Bitcoin og etherum.

Mobil Wallet

Mobil wallet er en app på din smartphone, som opbevarer din kryptovaluta i. Du har dem altså på dig og kan betale via app’en i de butikker, som accepterer kryptovaluta.

Online Web Wallet

Du logger på en online website som fungerer som din wallet, det kunne være en service som f.eks blockchain.info

Paper Wallet

Paper wallet er som navnet siger en papirpung. Det betyder, at du udskriver dine Bitcoin-adresser, nøgler osv. direkte på et stykke papir – helt analogt. Det er en af de sikreste måder at gemme din kryptovaluata på – med mindre, du spilder kaffe på papiret, selvfølgelig, eller hunden spiser det….!